I dag havde jeg planlagt en fjeldtur til Breielvtinden 749 moh. via fjeldtoppene Lauklitinden, Dalbotntinden og Ol-Hansatinden. Det har haft regnet hele ugen, men da vejrudsigten igår aftes meldte klart vejr op ad formiddagen i dag, så havde jeg lagt løbegearet frem.
Jeg havde stået op kl.7 i morges, da min datter på 2 år og 3 måneder var vågnet. Der var mørke lave skyer udenfor og det øsregnede, og kunne ikke engang se over til Stokmarknes på den modsatte side af havet. Sådan fortsatte det indtil kl.10, hvor det holdte op med at regne og det lysnede mere op. Jeg begyndte at ane et lille håb og da klokken blev 11:10 kørte jeg mig en lille sviptur til Skagen krydset, hvorfra jeg kunne se mod de fjeldtoppe jeg havde tænkt mig at tage hen. Der var blå himmel over mig og det så ud til at det også ville klare mere op i det bjergområde. Jeg tænkte at chancen for at det også ville klare mere op derhenne var stor, nu når solen også skinnede. Jeg skyndte mig hjem, pakkede løbevesten, tog løbegearet på og kørte afsted mod bjergene.
Da jeg havde parkeret bilen, kunne jeg ikke se hen til fjeldtoppene, men det så klart og fint ud hernede fra. Ruten op i dag var ny for mig, men kendt af mange. Det er det officielle start/slut sted for 10-toppers fjeldturen som arrangeres hvert år i september måned. Stien op mod fjeldtoppene fra parkeringspladsen er helt fantastisk. Perfekte snoede stier, som hverken er for tekniske eller for lette, men lige tilpas. Stigningen undervejs er heller ikke for fladt eller for stejlt, så absolut en vej op jeg varmt kan anbefale. Pga. den voldsomme regn der havde været i dag og i løbet af hele ugen, så løb der vand ned af stierne, så her blev fødderne godt vasket på vej op.
Da jeg kom op på første top og videre opad bjergryggen, kunne jeg se det flotteste hvide bjerglandskab. Det var utrolig smukt. Det øverste af Dalbotntinden kunne ikke ses pga. skyer, men jeg kunne dog se bjergryggen som ville føre mig videre til næste top Ol-Hansatinden, så jeg fortsatte i højt humør. Der skulle dog ikke gå længe før mit humør fik sig lidt af en rutsjetur.
Inden jeg kommer det sidste stykke op, mod Lauklitinden 460 moh, så er der en rimelig stejl fjeld «mur» jeg må op ad. Her begyndte det så småt at sne, og da jeg kom op på toppen her, så mødte jeg en hæsblæsende vind med masser af sne i luften. Jeg var løbet direkte ind i en snestorm, og havde ikke haft nogen chance for at forudse det. Vejret kan ha sit helt eget liv når du kommer længere ind i bjergområder med masser af fjeldtoppe, og det fik jeg at opleve i dag. Ude ved kysten hvor jeg havde parkeret bilen, der var vejret klart og fint, men herinde (heroppe) var det som nat og dag.
Jeg kunne ikke gøre andet end at le lidt af hele situationen. Jeg kunne ikke se nogle af fjeldtoppene mere og besluttede mig for at vende op og løbe ned, da jeg ikke så nogen mening i at fortsætte.
Jeg fik dog ikke løbet meget mere end 50 meter før hele mit højre ben røg igennem sneen og jeg slog mit knæ til blods. Det gjorde så hamrende ondt og jeg skreg af smerte. Pga. sneen så var stierne forsvundet, og så løber jeg lidt efter min mavefornemmelse. Og for at det ikke skal være løgn, så havde jeg faldet og slået mit andet knæ til blods på trappen hjemme ved entreen da jeg skulle afsted. Så nu løb jeg ned ad et snebelagt glat fjeld med to ømme knæ slået til blods. Optimalt, nej! Men så bider man bare tænderne sammen og løber nedad endnu hurtigere, så man kan komme hjem i en fart og få renset sårene.
Det blev ikke den fjeldtur jeg havde sat mig for, men til gengæld fik jeg tyvstartet vintersæsonen, med en lille snestorm. Det er også en oplevelse jeg kan tage med mig.
Byder snestormen velkommen på toppen.
Snestorm i højderne.
Stien ned fra Lauklitinden 460 moh.
Snestormen blev lidt af en udfordring.
Løber ned fra Lauklitinden.
Bider tænderne sammen og grumer mig efter at have slået foden imellem klipperne.
Holder sne i hånden.
Højdeprofil
