I morges kl.7 var jeg på en fantastisk løbetur i bjergene, hvor jeg stod overfor nok min mest udfordrende strækning til dato, nemlig «hesteryggen» mellem toppen Storheia 504 moh. og Urdvassheia 504moh. Jeg har længe villet gå over her, men har ikke følt mig «klar». Med «klar» mener jeg, at jeg ikke har følt mig nok erfaren i bjergene til at tage det et niveau op. Dertil har jeg også fået at vide at turen ikke er for hvem som helst. Stien er smal, meget smal til tider og «luftig» (går stejlt ned på begge sider på flere partier). Så ved jeg også at for 10-12 år siden var der en pige som faldt ned og døde på sted, hvor man skal ned af et stort og stejlt klippeparti med hjælp af de reb/tov som hænger fra klippevæggen, og en træstige nederst.
Efter 1,5 års tid med regelmæssige bjergture, hvor det er blevet væsentlig intensiveret det sidste halve års tid, samtidig med at jeg gradvist har øget sværhedsgraden, så følte jeg mig i morges klar til at tage turen. Vejrforholdene var også perfekte, klart og vindstille.
Jeg må indrømme, at da jeg stod ved bilen ved Stokmarknes Stadion med løbegearet på og klar til afgang, så vidste jeg endnu ikke om jeg ville genneføre turen. Jeg har tidligere, mange gange, været på toppen af Storheia og løbet ned på bagsiden og startet med at løbe over «hesteryggen», for så at vende om igen.
Jeg startede med at løbe op mod Storheia, og følte mig utrolig træt allerede fra start, benene var tunge og følte mig slet ikke udhvilet. Jeg valgte derfor at tage den med ro (mere end jeg plejer). Som tiden gik blev jeg mere varm og inden jeg nåede Storheia følte jeg at kroppen var vågnet og var sprængfyldt med energi. Jeg skrev mig ind i turbogen, hilste på vel nok 20 får som lå også slappede af på toppen, og fortsatte ned på bagsiden.
Da jeg stod ved «indgangen» til «hesteryggen» stoppede jeg op, betragtede det fantastiske syn mens jeg tog en dyb indånding. Jeg tændte mit GoPro kamera og satte det på mit hovede, for denne tur ville jeg, ja undskyld sproget, fandeme have på video til at se bagefter! Den første del af turen gik fint, men jo længere ude jeg kom blev det mere og mere smalt, og måtte klatre en del. Jeg tog det meget roligt og var forsigtig. Hvis der er en ting jeg har lært af mine bjergture, så er det at have den største respekt for bjergene og aldrig undervurdere dem. Der var fin afmærkning på hele «hesteryggen» ved hjælp af røde pletter, så havde ingen problemer med at vide hvor jeg skulle gå.
Omtrent halvvejs kom jeg til en plads, hvor jeg måtte opad en forholdvis stejl bjergside. Her hang der torv ned langs skråningen, som jeg benyttede mig af for at komme op. Man ville godt kunnet have kommet op uden hjælp her, men er godt at have for en sikkerhedsskyld.
Lidt længere fremme kom jeg til det parti som nok er det «værste». Her måtte jeg ned af en stejl klippevæg. Igen her var der torv, som var sat fast til klippevæggene hele vejen ned, og nederst stod en træstige lænet opad klippevæggen, som man skulle nedad for at komme videre. På vej ned her stod jeg nærmest vandret i luften med torvet i hænderne som det eneste der holdte mig oppe. Da jeg kom ned fra træstigen havde jeg den fedeste følelse. En god portion adreanlin pumpede rundt i kroppen på dette tidspunkt.
Resten av turen over «hesteryggen» var en nydelse, og efter lidt mere klatring her og der, så stod jeg på Urdvassheia og så tilbage på «hesteryggen» og en stor oplevelse rigere! Jeg så på klokken og havde heldigvis mere tid igen så jeg bestemte mig for at løbe til toppen af Motinden 628 moh, en top jeg aldrig havde været på. Undervejs kom jeg også over Nilssvenstinden 549 moh.
Da jeg nåede toppen af Motinden, stod jeg og så efter en (kort) vej ned, så jeg ikke skulle samme vej tilbage og slap for «hesteryggen». Jeg kunne ikke umiddelbart se en kort rute som kunne få mig hurtigere ned til bilen end den vej jeg kom fra, så jeg besluttede mig for at tage samme vej tilbage via «hesteryggen» en gang til. Tiden var lidt knap fordi konen skulle afsted til et arrangement 10:30, men følte hele tiden at jeg havde god kontrol over tiden. Jeg satte kursen samme vej tilbage og satte tempoet op. Jeg brugte også 10 min. mindre over «hesteryggen» på vej tilbage nu da jeg kendte «løberen».
Kl.10:05 stod jeg igen nede ved bilen og var hjemme 10 minutter før konen skulle afsted, perfekt!
Distance: 13 km. | Højdemetre: 828 m.
