I påsken havde jeg besøg af min far og lillebror fra Danmark, hvor jeg og min lillebror tog os en tur op i højderne dagen før de skulle rejse hjem igen. I dagene op til fjeldturen havde vi stået lidt på ski og min lillebror på snowboard. Det havde ikke været særlig godt vejr fredag og lørdag, så da vejret var stabilt og skyerne lå højt søndag formiddag, skyndte vi os at trække i løbetøjet og mod toppen af Hallartinden 530 moh.
Det blev dog til en forholdsvis rolig tur, hvor vi skiftevis løb og vandrede i sneen, mest vandring. Det var min første rigtige test på mit højre knæ, efter en længere periode med genoptræning. Vi kom os op til 400 moh. inden jeg besluttede mig for at vende om. Jeg havde ikke ondt i knæet, men kunne ligesom fornemme en eller anden snurren i knæet. Om det bare var en indbildning ved jeg ikke, men når man fokusere så meget på ikke at overbelaste knæet, så kan man nogle gange indbilde sig at noget er på vej uden det egentlig er det. Jeg tager dog ingen chancer, ikke i år, så vi nød udsigten og begyndte at løbe nedad igen. Jeg var mere end tilfreds med at vi havde nået op til 400 moh., noget jeg ikke har været i flere måneder.
På vej ned hyggede vi os, og det blev da også til et par løbesekvenser, som du kan se i videoerne nedenunder:
