Efter en længere periode med testløb på Hallartinden, så havde jeg denne weekend brug for nye inputs og udfordringer. I løbet af ugen har jeg derfor holdt øje med bjergene tværs over Langøya, når jeg kører til og fra arbejde. Bjergtoppen Skata på 736 moh. via Forsvasstinden 636 moh. er min yndlingstop, og besluttede mig fredag for at jeg skulle gøre et forsøg lørdag morgen.
Modbakkeløbet Hallartinden Max på kun 3,6 km. og ca. 500 højdemetre er lige rundt om hjørnet (13. juni), og jeg kunne selvfølgelig have fortsat med mine testløb, men nu er mit helt store mål Tromsø Skyrace, og så er jeg bare en langdistance løber i stedet for de her «baby»-distancer. Ikke noget ondt ord om Hallartinden Max, synes det er super fedt at vi har et modbakkeløb af denne kaliber i Vesterålen, og det skaber utrolig stor opmærksomhed i området og en masse presse. Vi får Vesterålen på kortet og det er så utrolig vigtigt! Jo mere vi kan få sporten frem jo bedre, og jeg ved der er utrolig mange frivillige i forbindelse med løbet. Det er også grunden til at jeg i år har valgt at deltage, selvom jeg ved at jeg ikke kommer til at vinde, men skal da gøre mit bedste. Der er derimod Ulvøyløpet til september et løb som ligger bedre til mig med en distance på ca. 18 m.
For at vende tilbage til mit løb i bjergene igår, som jeg har valgt at kalde «et sandt eventyr», for det var det sgu! Det var tidlig morgen, tror jeg startede med at løb omkring kl.7 om morgenen. Skyerne eller tågen vel at mærke lå stadig lavt og tungt, og det var ikke muligt at se bjergtoppene. Jeg vidste det ville være overskyet, men havde håbet på bedre vejr. Jeg var dog optimistisk og løb af sted i håb om at skyerne/tågen ville lette.
Da jeg nærmede mig toppen af Forsvasstinden 636 moh. havde tågen endnu ikke lettet, og jeg stoppede kort op for at vurdere situationen. Jeg var en anelse skeptisk ved at fortsætte, da jeg vidste at bjergryggen ikke er helt ufarlige at gå/løbe på. Der er flere steder hvor du må klatre for at komme videre, plus at jeg ikke havde været deroppe siden sidste sommer/efterår. Jeg besluttede dog at fortsætte, og det blev jeg glad for!
Det at bevæge sig rundt i bjergene i tæt tåge er meget specielt (haglede af og til). Mens jeg gik på bjergryggen måtte jeg være ekstra koncentreret på hvert skridt jeg tog. Det at jeg ikke kunne se ned var helt vildt mærkeligt. Man fornemmer ligesom ikke faren mens man «leger» deroppe, fordi man netop ikke kan se ned ad bjergsiden på begge sider.
Jeg havde taget mit GoPro kamera på hovedet for at have begge mine arme til rådighed, for det var der brug for. Jeg fik virkelig brug for klatring skills! Så skete det mest fantastiske mens jeg var på vej fremad. Pludselig kom solens stråler igennem og tågen lettede og hele bjerglandskabet kom til syne, og jeg stivnede totalt, for det er den mest syrede oplevelse jeg nogensinde har haft i bjergene. Hele landskabet åbnede sig fremfor og under mig, det fik hårene til at rejse sig på armene. Jeg var i en lykkerus! Og det fede er, at jeg har det på video (video af dette kommer)!
Pga. tågen havde jeg besluttet mig for ikke at gå videre op til bjergtoppen Skata, men i stedet gå i modsat retning som jeg også må udforske mere i forbindelse med mit egen bjergrute, som jeg skal løbe en uge efter Hallartinden Max. Denne bjergrute går tværs over Langøya fra Sandnes til Sortland, eller modsat vej (har ikke helt besluttet mig endnu). Da tågen endelig havde lettet sig igår, så var der ikke mere «Kenn-tid» igen og jeg måtte løbe nedad igen mod bilen.
På vej tilbage til bilen præsterede jeg faktisk at løbe mig lidt vild. Der er et område hvor jeg løber i «vild natur» og der er ikke noget spor/sti at løbe efter. Det gjorde at jeg måtte løbe igennem vand til anklerne, men når man er så langt henne i dagens løb og det samtidig styrter ned med regn, så bliver det bare en fed oplevelse i stedet for irritation.
På mandag og torsdag står den igen på morgenløb inden arbejde, hvor torsdagen bliver et testløb på Hallartinden (igen igen).
Distance: 11 km. | Højdemeter: 639 m.
