I hverdagen kan det være rigtig svært at finde motivationen til at tage en løbetur på fjeldet, efter en lang arbejdsdag og diverse hverdagslige gøremål. Samtidig hvis det også er et møgvejr udenfor, og klokken nærmer sig 22 om aftenen, så kan motivationen være helt i bund. Det har nu været tilfældet fremfor undtagelsen flere gange i den seneste tid. Her i Nord-Norge er vi i øjeblikket inde i en vejrmæssigt ret ustadig periode. Det er frost om natten, og om dagen er det +5 grader, hvor vejret hele tiden skifter mellem sol, sne, hagl og stærk vind. Igår aftes var ingen undtagelse. Det var blæsende og vekslede hele tiden mellem blå himmel og snevejr. Klokken var 22:01 inden jeg kom mig afsted, og man kan jo så spørge sig selv, hvorfor gør jeg det her? Det er et rigtig godt spørgsmål, for når jeg ofte tager afsted i disse situationer, så har jeg allermest lyst til at gå og lægge mig i sengen for at sove.
Tror man skal finde svaret i de målsætninger jeg har sat for 2016. Jeg sætter højere og højere krav til mig selv jo længere tid jeg dyrker en sport, gjorde jeg med bordtennis og gør jeg nu med trail- og bjergløb. Jeg vil være i endnu bedre form end forrige år, og samtidig har jeg været plaget med en knæskade i flere måneder som det nu ser ud til at jeg er kommet mig over 90% pga. den kontinuerlig træning jeg har haft i det sidste. Jeg må hele tiden holde en stabil træningsmængde for at gøre mit knæ og resten af kroppen stærkere, dvs. 3 løbeture om ugen. Jeg vil gøre en endnu bedre figur til Tromsø Skyrace og Lofoten High5 i år, og det er det som driver mig, det er der min motivation ligger gemt. Problemet er bare at motivationen ligger «gemt» og er længere væk i år til forskel fra sidste år af en eller anden årsag. Det bekymrer mig lidt. Men jeg er ikke i tvivl om at vejret har en vigtig betydning her, såvel som at jeg i hverdagene ofte kun har tid til at løbe på det samme bjerg gang efter gang pga. tidspres. I weekenderne har jeg mere tid og når det er super vejr, så har jeg ingen problemer med at stå op kl.6 om morgenen og tage en tur på 3-4 timer i nye ukendte bjergområder.
Igår aftes var et klassisk eksempel på en aften, hvor lysten ikke var tilstede, men hvor jeg «tvang» mig afsted. Utroligt egentlig hvordan indstillingen, energien og humøret ændrer sig undervejs på sådan en tur, for når jeg kom hjem igen kl.23:30 så var humøret i top. Det skal så også siges at nordlyset på himlen sidst på turen, satte et utrolig flot punktum for aftenen.
Et andet eksempel var i slutningen af marts måned. Det var mildest talt lortevejr, blæste vel 14-15 m/s, det haglede, sneede og skyerne lå lavt. Jeg kom først afsted kl.22:37 om aftenen, for så stædig som jeg er, så tager jeg afsted hvis først jeg har sat mig for at jeg skal ud og løbe den aften. På vej op mod toppen af Hallartinden måtte jeg ned og lægge på alle fire flere gange pga. den stærke vind, haglen og sneen som resulterede i at jeg ikke havde nogen som helst orientering. Undervejs tænkte jeg op til flere gange, hvad laver jeg her når vejret er så dårligt?! Jeg nåede toppen og da jeg kom ned igen var jeg så stolt af mig selv og min egen indsats. At jeg gennemfører sådan et løb under sådanne forhold når jeg er allermest nede mentalt og fysisk, det er virkelig noget som giver mig rygrad og selvtillid. Det gør mig stolt. Som bjergløber må man kunne tolerere alt slags vejr, og man må kunne tilpasse sig. Såvel som bjergturer kan være de mest smukke og fantastiske oplevelser, så kan de også være i den helt anden ende af skalaen. Og det synes jeg er utrolig fascinerende!
Motivationen skal nok komme, må bare tvinge den frem.
