Jeg har længe stirret på bjerget Blåheia 770 moh. fra mit arbejde i frokostpausen, som ligger på den anden side af havet. Ved siden af ligger bjerget Strandheia 640 moh. som jeg har løbet en del gange efterhånden, men nye bjerge og nye løbeoplevelser tiltaler mig altid. Blåheia er også lige det højere end det bjerge jeg normalt løber, hvilket passer perfekt op mod Tromsø Skyrace.
Vejrudsigten meldte gode vejrforhold her til morgen, så da vækkeuret slog ind kl.4:40 stod jeg op og gjorde mig klar til at løbe turen. Lidt morgenmad indenbords og så var det ellers på med løbetøjet og afsted. En halv times kørsel og jeg var fremme, og startede turen op kl.5:54.
Jeg havde studeret stien op hjemmefra med hjælp fra tegninger fra Sortland Trimmen. Stien var overraskende godt afmærket og var let at finde vej helt til toppen. Er nok en af de bedste stier jeg har løbet på til dato, helt perfekt variation af store og små/smalle stier, som snor sig smukt i terrænet. Derudover var der en god portion sten og klipper, og da jeg nærmede mig toppen måtte jeg igennem et parti med kæmpe store sten, hvilket passer mig helt fint, så får jeg også trænet det. Netop store sten og klipper er der også ved toppene på de bjerge jeg skal over ved Tromsø Skyrace.
Da jeg nåede toppen skrev jeg mig ind i turbogen og nød udsigten i fulde drag, hold op det var flot. Tågen lå også lavt i mellem bjergene flere steder, hvilket gav et helt vidunderlig billede af landskabet. Det er så ubeskriveligt smukt at jeg bare har lyst til at droppe alt andet og bare fortsætte mit løb i bjergene i uendeligheder. Det resulterede også i et par interval løb oppe på toppen, inden turen gik ned igen. Løbeturen ned var også helt fantastisk. En kombination af at jeg bare har lyst til at slippe alle tøjler og give den max gas nedad og det at jeg hele tiden er nervøs for at vrikke om gør, at jeg endnu ikke klare at få tempoet helt op når jeg løber nedad. Forhåbentligvis klare jeg at gøre det ved Tromsø Skyrace. Det skal så også siges, at jeg selvfølgelig også er nervøs for at begå en fejl så jeg bliver skadet og derved ikke kan deltage d.2 august.
Jeg har hørt fra andre at de synes Blåheia er et kedeligt bjerg at bestige, hvilket jeg slet ikke kan forstå. Jeg var utrolig positiv overrasket, og det bliver absolut ikke sidste gang jeg tager turen op her.
