I nat var jeg ude og løbe en utrolig kendt rute i Vesterålen. Ruten hedder «Dronningruta», en vandretur dronning Sonja gennemførte i 1994 da hun besøgte Vesterålen, deraf navnet.
Erlend og jeg havde i løbet af ugen snakket om at løbe Dronningruta sammen, inden jeg skal rejse til Danmark på tirsdag. Håbet var at løbe ruten i midnatssolen, men vejrudsigten meldte overskyet hele weekenden, så chancerne var små. Vi bestemte os dog for at tage turen natten til lørdag, da chancerne for midnatssol i løbet af weekenden var størst her.
Afgang kl.21:15 og ca. en times kørsel senere stod vi ved campingpladsen i Stø, Øksnes. På med løbegearet og afsted. Førstedel af løbeturen (5-6 km.) gik af sti i retning mod Langvardalen i svært teknisk terræn nede langs havet til sandstranden Skipssanden og videre ind i Langvardalen og til en hytte, som var godt sikret med reb og kæder mod uvejr og den lange vinter.
Herfra gik det opad igennem hvad jeg betegner som en junglesti. En sti som var utrolig smal, med masser af sten og træer/buske. Da vi nåede første top stod vi mellem Mælen og Sløymarkheia, og jeg fik for første gang et utrolig godt overblik over området. Herfra gik Dronningruta videre op til Sløymarkheia. Erlend forslog dog umiddelbart at vi også kunne løbe ned i dalen på den anden side og videre til Nyksund, en yderst populær destination for mange turister. Den var jeg klar på!
Stien ned i dalen var utrolig stejl, og flere steder var det umuligt ikke at glide ned af bjergsiden i sand/grus fra side til side. Da vi kom ned i dalen fortsatte vi på meget tekniske underlag og kom forbi to ferskevandssøer, hvor bjergenes spejlbillede stod knivskarpt i vandet, var enestående!
For enden af dalen kom vi ned til en grusvej, som førte os til Nyksund, en by med vel nok ikke mere end 50 indbyggere. Byen er velbesøgt af turister i løbet af sommeren, og ligger helt unik i sin egen lille verden. Utroligt nok er «byen» indehaver af 2 restauranter, cafe, brukt/secondhand shop, værtshus og fiskehavn. Vi kom til Nyksund ca. kl.23:30.
Vi løb samme vej tilbage og gjorde et kort ophold ved en ferskvandssø, hvor vi drak lidt vand fra søen, tog lidt chokolade inden turen gik opad den stejle bjergside. Utroligt nok præsterede vi at komme lidt out-off-track her, men fandt hurtigt tilbage til stien. Vi stod atter igen mellem Mælen og Sløymarkheia og nu fortsatte vi opad videre til Sløymarkheia. Turen op gik på tværs af en bjergside med reb til at holde fast i, da stien var smal og det på venstre side gik ret ned, love it!
Fra toppen af Sløymarkheia løb vi henover de utallige toppe som lå på vores vej, en helt igennem fantastisk naturoplevelse. Efter lidt tid i højderne begyndte vi ruten nedad og for mange er «nedturen» mod Stø turens højdepunkt med udsigt ud mod Storhavet. Udsigten var også helt fantastisk, og havde det ikke været for de mange skyer, så havde vi haft midnatssolen i horisonten direkte i ansigtet. På vej ned kom vi også forbi en radar på en lille bjergtop, som har været militærets udkigspost. Nede fra vejen og op til radaren var der bygget en tunnel inde i bjerget, så transportmidler kunne køre op, utrolig fascinerende!
Efter godt og vel 3 timer og 9 min. var vi igen nede ved bilen med en stor naturoplevelse rigere. Sikke en tur! Klokken var ca. halv to om natten, og både krop og sind var trætte. På vej hjem i bilen (lidt over en times kørsel), blev der spist turmiks (snacks), chokolade, drukket Zero (Erlend tilbød ellers Heineken, men takkede pænt nej tak) mens vi snakkede om aftenens/nattens løbetur.
Kl.3 om natten var jeg hjemme.
