For et par dage siden var jeg på den fedeste (skyrunning) løbetur i de nordnorske fjelle. Jeg havde et par dage forinden forberedt mig på turen, ved at løbe rundt i terrænet omkring bjergene for at finde den «rigtige» vej op til toppen. Det skulle vise sig at blive den bedste og længste trailløb oplevelse jeg nogensinde har haft i bjergene heroppe.
Mit gear var pakket; trailsko Asics (I know – skal have nye i næste uge), UltraSpire vest, shorts Salomon S-Lab Exo Short Tights, overdel Salomon S-Lab Exo Zip Tee, Clif bars (med Crunchy Peanut Butter smag), 0,5 drikkedunk (fylder den undervejs, da jeg kan drikke det vand som strømmer ned af bjergsiderne), GoPro kamera og mobilen.
Søndag morgen kl.5.45 (10.08.14) startede jeg bilen og kørte mod bjerget Skata 744 moh. Løbeturen startede kl.6, og det skønne ved Nordnorge om sommeren er, at det er lyst hele døgnet, dvs. solen allerede stod højt fra en skyfri himmel, perfekte forhold!
Det første stykke op mod bjerget (Sydalen) bød på en «let» konstant stigning, som virkelig fik benene varme til og klar til det som ventede. Undervejs mødte jeg masser af får som oftest løber sammen med mig, da stierne jo kun går en retning. Da jeg kom op i 200 meters højderne begyndte stierne/sporene og gå i forskellige retninger, og jeg løb lidt forgæves rundt indtil jeg fandt den rigtig sti.
Efter lidt over 4 km. begyndte jeg og løbe op ad det første bjerg «Forsvasstinden» 638 moh. Halvvejs oppe begyndte tingene virkelig at blive hårde for benene, og terrænet havde skiftet fra et smalt spor til store sten og klipper, så her måtte hele kroppen tages i brug for at klatre op det sidste stykke. Sikke en følelse man får i krop og sind, når man skifter fra at løbe til at «klatre», så ved man bare man er på vej mod nye højder.
Da jeg når toppen på Forsvasstinden – som by the way, går op i en spids – holder jeg en kort pause og nyder udsigten ud over Vesterålen, men flytter hurtigt blikket mod toppen af næste bjerg «Skata» 744 moh. Stien som fører derhen snoer sig på en meget smal og spids bjergryg, hvilket får mig til at vurdere om hvorvidt jeg skal tage chancen. Jeg beslutter mig for at jeg ikke vil løbe risikoen og sætter retning ned mod Sydalen igen (havde egentlig opgivet at nå toppen af Skata på dette tidspunkt), men denne gang længst inde hvor der også ligger en sø i smukke omgivelser. Jeg tager den direkte vej ned, hvilket er MEGET stejlt og krævende terræn. Da jeg kommer ned til den lille sø (har ikke noget navn), fylder jeg vandflasken og mens jeg drikker ser jeg op mod toppen af Skata og ærgrer mig over jeg ikke nåede toppen. Skal til at sætte kursen nedad, da jeg ser en smal sti sno sig i retningen af Skata, og af nysgerrighed (selvfølgelig) begynder jeg at følge den. Ser hurtigt at stien går op af bjergsiden på Skata, og sætter afsted mod toppen. Tæt på toppen møder jeg en flok med får, som ligger på den anden side af bjergryggen i skygge for solen. Får også øje på et par får tæt på toppen, og med tanke på terrænet, tænker jeg hvordan i pokker klarer de det!
Da jeg næsten er ved toppen er det umuligt at løbe og går det sidste stejle stykke. Toppen af Skata samles i en spids af store sten, hvor tre andre bjergkæder danner samlepunktet. Jeg står nu 744 moh. og har en 360 graders fuld udsigt over Vesterålen. Efter lidt tid får jeg øje på en ørn som cirkulerer rundt over hovedet på mig, meget speciel oplevelse, næsten for godt til at være sandt! Jeg holder en kort og velfortjent pause mens jeg indtager en Clif bar og lidt vand.
Jeg havde brugt mere tid til at nå toppen end beregnet, hvilket skyldtes at jeg måtte tage en omvej på ca. 45 min. fra toppen af Forsvasstinden til toppen af Skata. Jeg prøvede derfor at danne mig et overblik og finde en genvejsrute fra toppen og ned til stien, så jeg kunne indhente noget af den tabte tid. Det skal også siges at når jeg er ude og løbe i bjergene, så forsøger jeg altid at finde forskellige ruter op og ned, så jeg får det maksimale ud af at få en på opleveren.
Turen ned af bjergsiden gik fint det første stykke, hvor det til tider var så stejlt at jeg måtte glide ned (hvilket er pissefedt!). Den sidste halvdel var mindre sjovt, idet terrænet var helt håbløst, måtte til tider klatre ned af bjergsiden samt hoppe ned af skrænte/klipper fordi der ikke var nogen sti eller anden vej ned. Var også steder hvor jeg måtte krydse brede floder med hop fra sten til sten.
Genvejen var ikke længere en genvej, og ikke lige det jeg havde håbet på, men på den anden side var det også en fed følelse at være i ét med naturen!
Jeg var nede ved bilen igen kl.11:12.
Jeg elsker at trailløbe, men hold da op hvor er skyrunning også bare fedt!
Distance: 14,5 km. | Højdemeter: 1041 m.
Væskeindtag: 1,5 liter vand
Løberuten set oppefra (satelite)
Grafkurve over rutens højder
