I disse dage har jeg utrolig travlt med at male 2. etage af vores nye hus, som er igang med at blive bygget. Derfor er det også begrænset med tid til trailløb i bjergene. Men i dag fandt jeg endelig tid til at tage en tur. Vesterålen har «kun» 5 bjerge som er over 1000 meter i højden, og har i den sidste tid udset mig bjerget Stortind 1021 moh. Et bjerg som ligger inde i Sigerfjorden, kun 15 min. fra arbejdspladsen, hvilket er helt perfekt.
I dag efter arbejde kørte jeg så mod bjerget i perfekte vejrforhold, sol fra en skyfri himmel og 20-25 grader. Bjerget er utrolig stejlt med en rute på kun 5,3 km. op og ned igen. Jeg havde forberedt mig godt inden, og spurgt både min kollega til råds (som har været på toppen om vinteren for at stå på ski ned) og set beskrivelser og kort over stierne.
Da jeg kom til det sted hvor jeg havde læst man skulle starte fra, fandt jeg ikke den parkeringsplads som var beskrevet, men holdte i stedet på en af mange «indhakspladser» på vejen. Jeg tog løbevesten på, fyldt med energi gels, vand, kamera osv. og begav mig ind i landskabet. Jeg fandt ingen sti til at starte med, så gik lidt efter følelsen og i den retning jeg havde memoreret fra kortet. Pludselig så jeg stien og begyndte at følge den opad. Det var en ret smal sti, som forsvandt af og til pga. sten, klipper og tæt groede græs/buske. Jeg har dog efterhånden lært en del af at løbe i bjergene, så for mig var det ikke noget problem. Stigningen var stejl, rigtig stejl, og det var umuligt at løbe op. Jeg forsøgte i stedet at gå og klatre hurtigt opad efter bedste evne. Det var utrolig god træning til at presse mig selv til at holde et højt tempo (hvor det ikke er muligt at løbe) i et svært teknisk terræn.
I lidt over 500 moh. kom jeg op på en midtvejs top, hvor det fladede lidt ud og jeg kunne for første gang nyde udsigten bagud mod Sigerfjorden og foran mig ind i dalen. Herfra kunne jeg se stien sno sig som en slange opad bjergsidens ryg til toppen. Jeg kunne også se at der ventede mig nogle ret store klippepartier hvor der skulle klatres. Dette her glædede jeg mig til.
Jeg fulgte den smalle sti på bjergets skråning, og det var en fornøjelse og et superfedt terræn. Armene var næsten konstant i brug på vej op, mens jeg nærmest kravlede op på alle fire for at holde tempoet oppe. Når jeg kom til de store sten- og klippepartier så kunne jeg virkelig mærke hvor meget jeg har udviklet mig de seneste 2 måneder. Jeg «glider» meget lettere henover de partier nu, hvor jeg før i tiden var mere forsigtig og derfor langsom. Jeg er blevet meget bedre til at aflæse terrænet og vide hvor jeg skal placere fødderne så jeg hurtigere kommer mig fremover.
Stien gik i zigzag opad, men af og til tog jeg turen helt ud til kanten på bjergryggen når det var muligt.
Da jeg kom til toppen havde jeg den smukkeste udsigt udover hele Vesterålen. Hinnøya har virkelig et bjerglandskab som man kun drømmer om. Håber virkelig at jeg får tid til at tage turen hertil noget mere, og får prøvet kræfter med flere bjergtoppe.
Efter at have skrevet mig ind i turbogen, løb jeg lidt længere ud ad toppens bjergryg som udelukkende bestod af kæmpe sten (tjek billederne).
Løbeturen ned var så hamrende fed! Jeg har længe været lidt forsigtig pga. jeg er bange for at vrikke om og/eller falde. Til Tromsø Skyrace så jeg tydeligt hvor meget tid jeg mistede på vej ned i forhold til de andre, og det har jeg besluttet mig for at gøre noget ved. På vej nedad Stortinden slap jeg derfor lidt mere på håndbremsen, og hvor var det fedt! Det var faktisk som om det blev lidt lettere og mere en leg end besvær. Masser af steder gled jeg på gruset (småsten), men havde ingen problemer med at holde balancen.
Et godt stykke nede mødte jeg 3 friske damer som var på vej op. Dem fik jeg mig en kort sludder med inden jeg fortsatte nedad i høj fart. Den ene dame vidste faktisk hvem jeg var! Er åbenbart blevet lidt af en lokal berømthed her i Vesterålen efter min video fra Hesteryggen på Hadseløya blev delt. Er du ham der løber rundt i bjergene i Vesterålen havde hun spurgt mig om.
Jeg fulgte stien hele vejen ned og kom til den parkeringsplads jeg ikke havde kunnet finde. Havde jeg kørt 50 m. længere frem så havde jeg kommet til den, typisk! Men inden jg kom ned til parkeringspladsen, så havde jeg været forbi et vandfald og drukket vand direkte fra kilden, det smager simpelthen så godt!
Distance: 5,3 km. | Højdemetre: 965 m.
