I morges stod jeg op kl.5 for at nå en frisk løbetur til toppen af bjerget Strandheia 650 moh. Mens jeg kørte mod Strandheia tænkte jeg meget over om det overhovedet var muligt pga. af al sneen og ikke mindst om jeg kunne nå det inden arbejde kl.8. Jeg besluttede mig for, at ligemeget hvordan terrænet var når jeg kom derud, så ville jeg gøre et forsøg og nå så langt op som det var muligt rent tidsmæssigt.
Det endte med at jeg kom helt til tops, selvom jeg undervejs flere gange stod med halvdelen af kroppen i sne og måtte kæmpe for hvert skridt jeg tog. De første 1.5 km. var ok, kunne holde et stabilt «roligt» tempo i tilpas mængde sne (var virkelig tungt!). Der var heldigvis lidt fod- og skispor den første kilometer. Derefter var det urørt sne, og måtte virkelig bruge hovedet for at aflæse hvilken vej som var «lettest» for at komme op. Har kun én gang tidligere været på toppen af Strandheia, men det var lang tid siden og midt på sommeren, hvor sporene ses tydeligt.
Da jeg var halvvejs mod toppen ventede der mig det hårdeste stykke. Herfra blev det en blanding mellem løb og hiking. Hvert skridt var tungt, men prøvede hele tiden at presse mig selv til at øge tempoet når det var muligt. Jeg ved ikke præcis hvad stigningen i grader var, men vil skyde på 10-20 graders vinkel konstant den sidste halvdel.
Jeg nåede toppen og det var en kæmpe sejr, 1 time og 5 min tog det, hvilket jeg var yderst tilfreds med. Desværre havde vejrmeldingen ikke holdt, og det var stadig en del skyet. Jeg havde håbet på en mere klar himmel, så solen og farverne ville gøre udsigten og himlen mere intens, men pyt, kunne ikke klage alligevel (som det ses på billederne).
Løbeturen ned tog mig ca. 23-25 min. med en distance på ca. 4,1 km. Jeg havde regnet med en hurtigere tid ned, men fandt hurtigt ud af at det var lidt umuligt pga. den dybe sne, som jeg op til flere gange sad fast i.
Distance: 8,22 km. | Højdemeter: 616 m.
