Løber nedad bjerget i Vesterålen

Tung tur i bjergene!

av Kenn Løkkegaard

I lørdags var jeg en tur oppe i højderne, og det viste sig at blive en meget tung og hård tur. Planen var at nå Bøblåheia 610 moh. og komme ned igen på 2 timer, med start fra skibuen på Sortland. I sommers løb jeg denne tur på kun 1t.10min, i lørdags tog det mig 1t.10min bare at komme op i 450 meters højderne pga. sneen!

Da jeg nåede 250 moh. forsvandt sporet i sneen og jeg måtte vandre/løbe «off track», og det var sindssyg tungt! Det gik så laaangsomt, og hvert skridt var som om jeg havde en 5 kilos vægt hængende rundt om hver ankel. Min fordel var at jeg havde løbet denne tur masser af gange, og vidste præcis hvilken vej jeg skulle gå. Hvis det havde været min første gang, så havde jeg ikke haft nogen chance for at vide hvilken vej jeg skulle gå for at komme «lettest» til toppen. Jeg gik i sne til langt over knæene og til sidst sagde jeg «fuck it», og begyndte at tage den direkte vej op ad bjergsiden, havde ikke mere tålmodig eller tid for den sags skyld. Til turen havde jeg mine nye pigge på, som let kunne tages af og på under skoen. Tidligere har jeg haft løbet med sko, hvor piggene er skruet fast, men efter mit lille uheld i starten af året, så har jeg nu investeret i nogle større pigge som kan tages på under skoen (og det fungerede helt perfekt!). I øjeblikket løber jeg med Salomon S-lab Sense 5 SG skoen kombineret med pigge fra Snowline Pro, fungerede helt perfekt!

Det var godt vejr i lørdags, dog var det ret koldt i de partier hvor jeg måtte gå i skyggen i høj sne. Da jeg kom mig lidt længere opad skråningen på bjergsiden blev det lettere, og fik mere fart på fødderne. Desværre var knæet igen begyndt at blive ømt, og havde egentlig svært ved at vurdere om det var ømhed eller smerte. Jeg tog det derfor mere roligt end jeg normalt gør. Da jeg kom mig op på bjergryggen åbnede landskabet sig fremfor mig og jeg fik en smuk udsigt i alle retninger. Jeg løb roligt videre mod Bøblåheia, men måtte vende om lidt længere oppe, da jeg desværre ikke havde mere tid at tage af. Jeg måtte være klar til når butikkerne åbnede kl.10, og tilbage til Sandnes til kl.12 for at fortsætte med flytteræset. Ikke meget tid tilovers til leg.

Men inden da skulle jeg ned først, og her gav jeg den gas som altid! Det er så sjovt og befriende i sneen, for falder du, så lander du blødt, så her slipper jeg alt løs. Tilbage ved bilen stod jeg med et kæmpe smil på læben, 2 måneder er der gået siden min sidste tur i bjergene og det kan mærkes! Hvor har jeg savnet det, og hvor er jeg bekymret for mit knæ og om det når at blive frisk til sæsonstart. Efter lørdagens tur fik jeg igen ondt i mit venstre knæ, og det har været ømt helt til igår (tirsdag), hvor jeg gik på løbebåndet. Ja jeg gik! I 15 min. gik jeg med en stigningsprocent på 15%, det er aldrig sket før, total antiklimaks fra det jeg er vant til. Det er nye tider i øjeblikket, når jeg har problemer med mit knæ, og har derfor taget konsekvensen og kontakt en kiropraktor som skal se på knæet i næste uge. Jeg må få styr på knæet, få bygget det op på den helt rigtige måde, få lagt en plan således at jeg kommer hurtigst muligt tilbage på sporet, uden jeg starter for hurtigt og hårdt op igen, så jeg ryger ned igen.

Den næste tid står den derfor på en masse styrketræning, og 1 enkel bjergtur om ugen (hvor jeg nok må holde mig til vandring).

Jeg er positiv og optimistisk, men samtidig utrolig bekymret.

Distance: 8,43 km. | Højdemeter: 364 m.

Piggsko

Mine nye pigge.

Udsigt Sortland

Udsigten bagved mig på vej op.

Skilt mod Bøblåheia

Skilt mod Bøblåheia

Nyder udsigten fra fjeldene.

Nyder udsigten

Kenn løber i fjeldene, Vesterålen.

Så var endelig muligt at få tempoet lidt op.

Fjeldtur i Vesterålen.

Nyder udsigten inden turen går nedad igen.

Løber nedad bjerget i Vesterålen

Løber nedad bjerget i Vesterålen

Kenn løber i fjeldene i Nord-Norge.

Elsker at løbe nedad, især i sne!

Kenn går i dyb sne på fjeldet.

Ikke så let at løbe i dyb sne på vej ned.

You may also like

Skriv en kommentar