Sikke en kold fornøjelse i morges! Det var en af de få og sidste chance for at kunne løbe i bjergene om morgenen, inden jeg møder på arbejde og samtidig se solopgangen i 650 meters højde. Om få dage vil det være alt for mørkt, og derfor for farligt at løbe i bjergene, især når temperaturen er omkring frysepunktet. Jeg var dog millimeter fra at vende om allerede inden jeg havde løbet den første kilometer. Det var simpelthen så koldt i morges kl.6, tror vi lå omkring frysepunktet. Jeg bed dog tænderne sammen og fandt viljen til at fortsætte, og det fortrød jeg ikke!
Bjerget Holandsknurren (650 moh.) har jeg løbet et par gange efterhånden, men alle de forrige gange har vejret ikke været med mig. Det har ofte været lidt regn eller bare overskyet. Men i morges var det klart, næsten ingen skyer på himlen.
På vejen op mod toppen måtte jeg løbe på is og i sne, hvilket var lidt af en speciel følelse når måneden viser september. Halvvejs mod toppen flader det lidt ud og jeg stopper op et kort sekund, for at se hvor lang tid jeg har inden solen viser sig over bjergtoppene. Da jeg begynder og løbe op af den sidste (lange) stigning mod toppen, ser jeg at jeg ikke har længe til før solen viser sig. Jeg giver den derfor ekstra gas, og når toppen bare få minutter før de første solstråler kommer til syne. Udsigten og det syn der mødte mig, da solen steg op over bjergtoppene var ubeskriveligt. Farverne på himlen, solstrålerne og de mange bjergtoppe ude i horisonten gjorde at jeg glemte kulden, og den kolde vind som skar sig igennem løbetøjet.
Turen ned gik legende let og jeg følte stort overskud og klar til arbejdsdagen.
Distance: 8,8 km. | Højdemeter: 590 m.
Væskeindtag: 0,5 liter vand
Løberuten set oppefra (satelit)
Grafkurve over rutens højder
