I dag spiste jeg morgenmad og nød en kop te på toppen af fjeldet Stålberget 602 moh. Mit venstre knæ har i de sidste par dage vist fremskridt og har føltes bedre. Jeg var derfor meget optimistisk inden weekenden, for at der skulle være en chance for en rolig fjeldtur lørdag eller søndag morgen.
Stålberget 602 moh. set fra bilen.
I morges tog jeg så afsted mod fjeldet Stålberget, med et kæmpe smil på læben og samtidig spændt på at se hvordan knæet ville reagere på turen efter 14 dages skadespause. Morgenmad og te var pakket ned i løbevesten, og jeg glædet mig mega til endelig at komme op på fjeldene igen, de var savnet. Det var dog med en lidt anden indgangsvinkel end normalt. Når jeg er i fjeldene så løber jeg altid, men turen i morges var en vandretur, hvilket er en helt ny følelse for mig. Det er vigtigt at jeg ikke starter for hårdt op så skaden bryder op igen, men at jeg tager det forsigtigt og stille og roligt genopbygger knæet og formen igen.
Jeg vil dog sige at det var en lidt mærkelig følelse ikke at løbe afsted, efter at have forladt bilen. Alt gik ligesom lidt langsommere når man kun gik afsted, og jeg blev hurtig utålmodig og tog mig selv i at jeg flere gange var ved at sætte i løb.
Turen op til Stålberget går ad fine stier i flotte omgivelser, og går meget opad allerede efter en lille kilometer. Efter lidt traktor vej, så gik jeg på stier igennem tæt skov inden det gik mere opad mod første høj. Efter første høj løb der en utrolig fin sti langs «ryggen», med stejle fjeldsider nedad på begge sider, perfekte løbeforhold. Denne sti førte mig op til næste top, Slettheia (425 moh.), som de fleste nok bruger som en pause-top. Herfra kan man både gå til venstre (mod Vardheia 565 moh.) eller til højre mod Stålberget.
Stålberget set fra Slettheia.
Da jeg kom et godt stykke opad Stålberget, kom der pludselig to store ørne flyvende henover hovedet på mig, er du gal de var store! Inden jeg kom til toppen gik jeg igennem nogle helt fantastiske partier, hvor stien snoede sig smukt på siden af fjeldsiden. Jeg må indrømme at jeg blev lidt betaget, mindede mig lidt om et smukt maleri man har hængende på væggen i stuen.
Små snoede stier på fjeldsiden op mod toppen. Love it!
På toppen nød jeg udsigten mens jeg drak en kop te, nøj det var en fed følelse! At stå helt ude på kanten af fjeldtoppen og bare nyde øjeblikket, nyde omgivelserne, alt imens man står med en kop te i hånden og dagdrømmer. Det var totalt afstressende, den perfekte terapi. Lidt efter spiste jeg lidt morgenmad inden jeg begyndte at pakke sammen igen for at gå nedad.
Nyder en kop te i højderne
Der var små partier på vej ned, hvor jeg testede knæet lidt ved at løbe stille og roligt. Det gik fint, men da jeg var kommet et godt stykke ned mærkede jeg så småt ømhed i knæet og gik i roligt tempo. Det var som sagt på min første tur til Stålberget, og jeg må sige det var en utrolig fin tur med gode muligheder for at give den max gas når knæet bliver 100% igen. Ruten er utrolig varierende og teknisk. Smalle stier igennem tæt skov og allerede efter 1 km. er der stejle steder, hvor hele kroppen kommer i aktion, love it! Er især vild med det parti efter første høj, hvor man løber på ryggen op mod Slettheia, her går det ret ned på begge sider af stien.
Er vild med dette parti. Tjek lige den sti udover «ryggen».
Udover det er der også gode muligheder for at forlænge fjeldturen. Hvis du går til venstre mod Vardheia i stedet for mod højre når du kommer op på Slettheia, så kan du fortsætte til Motinden og videre derfra.
Distance: 7,9 km. | Højdemetre: 600 m.
Stålberget højdeprofil
Stålberget rute
