Ol-Hansatinden 655 moh. - fantastisk oplevelse! | Fjelløp blogg

Sideløbende med at knæet bliver bedre og bedre, så udvider jeg stille og roligt mine bjergruter og sværhedsgrad, og igår havde jeg planlagt turen forbi bjergtoppen Ol-Hansatinden 655 moh. Jeg havde glædet mig til turen hele ugen, og da vejrguderne havde meldt sol fra en skyfri himmel, så var der budt op til dans lørdag morgen.

Vækkeuret ringede kl.6 lørdag morgen, og jeg havde ingen problemer med at komme ud af sengen, da jeg så hvordan vejret var udenfor. I år kan jeg mærke at motivationen for at stå op om morgenen har aftaget en del siden sidste år, hvor jeg let kunne stå op af sengen kl.5, selvom skyerne lå lavt og det regnede udenfor. I år kan jeg mærke at vejret har utrolig meget at sige for min motivation.

Jeg kørte ud til startstedet, som er den officielle plads for 10-toppers turen som hvert år bliver gået af mange vandring- og friluftsentusiaster. Kl.7:08 løb jeg afsted. Der lå fortsat en del sne på ruten, så det blev skiftevis løb og hurtig vandring med den velkendte gå-teknik med hænderne på lårene/knæene for gi mere power og aflastning til benene.

Vejret var enestående, vindstille og let skyet. I dag havde jeg små 4 timer at «lege» i bjergene i, og det skulle udnyttes til fulde! Jeg gav den derfor fuld gas fra start for at se, hvor langt jeg kunne komme og ikke mindst teste om knæet kunne holde til intensiteten.

Første fjeldtop som jeg kom forbi var Lauklitinden 460 moh., og derefter Dalbotntinden 586 moh. før turen fortsatte mod Ol-Hansatinden 655 moh. Jeg har aldrig været på Ol-Hansatinden før, så glædede mig rigtig meget til at komme derop og se hvad der lurede på den anden side. Måske endnu en spændende ryg som skulle løbes, hvem ved? Jeg var i hvert fald utrolig spændt, for det var vigtig for mig at se det i forbindelse med mit løbeprojekt Sandnes – Sortland. Det første stykke af bjergryggen fra Dalbotntinden mod Ol-Hansatinden er heller ikke helt ufarlig, og endnu mindre nu når der ligger en masse sne. Jeg måtte være utrolig varsom og forsigtig for ikke at træde for langt ud mod min venstre side, så jeg ikke røg igennem sneen. Det gik nemlig lodret ned på min venstre side.

Jeg kom mig op til toppen af Ol-Hansatinden og hvilken flot udsigt og top! Det var et enestående øjeblik, omgivet af den ene bjergryg efter den anden. Der var bjergtoppe så lang øjet rakte, og kom i en lykkerus af glæde. Havde heller ikke brugt alverdens tid til toppen, så var masser af tid til at nyde øjeblikket. Jeg stod og betragtede den videre rute mod Forsvasstinden 649 og Skata 744 moh. Ruten herfra mod Forsvasstinden var til min store overraskelse utrolig udsat/eksponeret og luftig. Bjergryggene var smallere end jeg nogensinde havde set før, og bestod mest af klipper som skulle klatres (se billede længere nede). Er meget tvivl om det overhovedet er muligt at gennemføre turen over her, pga. bjergryggenes «skarpe» og lodrette form. At gå på siden af bjergene var også tvivlsom eftersom de var så lodrette. Umiddelbart virker det som om det ikke er muligt at gennemføre mit løbeprojekt Sandnes – Sortland, i hvert fald ikke via den rute jeg har lagt. Jeg har derfor bestemt mig for, at jeg tager turen op her igen når sneen er smeltet, så får jeg se om der overhovedet er en chance for at komme over her.

Jeg havde som sagt lidt tid til overs, så jeg fandt endnu en lille top jeg kunne løbe ud på længere nede, inden jeg måtte vende snuden hjemad igen. Da jeg var halvvejs henne mod «mini»-toppen ringede mobilen, og det var «lille mor» som sagde at min datters overtøj stadig lå i bilen (jeg havde bilen) fra børnehaven, så de ikke kunne komme ud på tur. Planen var nu ændret, jeg måtte vende om. Men i stedet for at se på det som en negativ ting, så prøvede jeg at få konkurrenceinstinktet frem og komme mig ned til bilen så hurtigt som overhovedet muligt. Altså løbe på tid, hvilket ikke er noget jeg har gjort i et halvt års tid!

Jeg måtte dog først op til Dalbotntinden igen før det gik nedad igen mod Lauklitinden. Da jeg nærmede mig Dalbotntinden, så jeg en mand der gik tur med sin hund lidt længere ude. Jeg havde god fart på, og så skete det som så ofte sker når jeg er ude og «lege» i sneen. Mit ene ben gik et godt stykke ned i sneen. Tidligere har jeg holdt igen, og endt med at «sidde fast», men nu gør jeg det modsatte og lader mig falde fremover, så knæet ikke får «et knæk» pga. det ryk det giver når man ryger igennem sneen. Da benet røg igennem sneen rullede jeg fremover én omgang og var oppe igen i fuld spring på ingen tid og løb videre som om intet var sket. Det var en super sjov episode og kunne ikke lade vær med at smile og gav manden med hunden et vink, så han vidste jeg var ok.

Da jeg kom ned i 300 meters højderne, begyndte det så småt at summe i mit højre knæ, og jeg begyndte at holde lidt igen. Kiropraktoren har sagt til mig, at når jeg synes jeg mærker ømhed, smerte eller bare en tendens til at noget er på vej, så skal jeg stoppe med at løbe og vandrer i stedet for. Det er især løb nedad som har den største belastning, så det er her chancen for at få ondt i knæet igen er størst. Jeg tog det derfor stille og roligt resten af turen, men var utrolig tilfreds med turen og formen. Jeg kan mærke at jeg er på vej tilbage i form, og føler mig fysisk stærkere og stærkere. Kan også mærke at jeg er blevet lettere efter jeg helt er stoppet med at drikke sodavand og spise slik og andet usundt. Kan anbefales! Har ikke vejet mig, men er sikker på at jeg har tabt mig, og det bidrager utrolig positivt til mit løb. Jo lettere jeg er, jo bedre.

Det blev til 13 km. i bjergene, hvilket jeg ikke har gjort siden august sidste år, så nu føler jeg virkelig at jeg er igang igen og sæsonen er kickstartet.