Gårsdagens aftentur bød på utrolig smukke farver på himlen fra toppen af bjerget Hallartinden 530 moh, hvor træningsmotivationen var at nå toppen inden det blev mørkt. Det var også et træningspas hvor jeg pressede mit knæ lidt mere end jeg plejer i øjeblikket, for at se hvor meget det kan holde til på nuværende tidspunkt. Det holdte hele vejen, og jeg havde god fart på hele vejen op med konstant syre i lårbasserne. Det er længe siden at benene har arbejdet så hårdt, og det var skønt!
Sneen er så småt ved at gå væk på vej op mod toppen af Hallartinden, og der var flere partier på selve ryggen hvor jeg kunne gå og løbe via det «grønne» spor. At nå toppen og den smukke udsigt inden mørket faldt på, var en stor motivationsfaktor for at presse mig selv. På toppen var himlen fuld af smukke farver, og to ørneunger fløj rundt og legede ved toppen, et helt specielt syn.
På vej ned tog jeg pandelygten på, da jeg skulle ned ad skyggesiden, og her var det allerede blevet meget mørkt. På torsdag skal jeg atter ud og løbe i bjergene. Jeg prøver at komme ud hveranden dag fremover, sådan at benene og knæet får en hviledag imellem bjergturene, som jeg så bruger til styrketræning (så helt hviledag er det ikke).
Lystimerne og dagene er blevet længere og det begynder så småt at åbne op for, at jeg også kan tage ud om morgenen før arbejdstid.
Jeg giver thumbs up over den smukke udsigt.
Bjerge på bagsiden af Hallartinden.
